Analytiker: Formentlig recession allerede i år

CORONA - Den voldsomme nedlukning af økonomien vil formentlig medføre en mild recession i USA allerede i år, vurderer analytiker.

Læs også artiklen i Effektivt Landbrug.

Den finansielle rådgivningsvirksomhed Agrocura har hidtil vurderet, at USA vil blive ramt af recession i 2020/ 21. Men nu tror Agrocura, at recessionen er en realitet inden årets udgang.

-Det er klart, at når der kommer en virus ind, som mere eller mindre lukker økonomien på verdensplan i en periode, som vi ikke kender, så er sandsynligheden for, at den recession, som vi så ville komme i 2021/ 2021, vil komme i 2020 i stedet.

Det er i hvert fald det billede, som mere og mere tegner sig, sagde cheføkonom i Agrocura, Jens Schjerning i en analyse i en video, som Agrocura lagde på sin hjemmeside i tirsdags.

Jens Schjerning peger på, at der allerede har været et forecast på en mulig recession, idet de korte renter i USA i en periode for nyligt lå over de ti-årige renter. Det har tidligere i historien været et ganske udmærket forecast på en mulig recession.

-Så i vores terminologi tænker vi, at det, at man lukker økonomien ned så voldsomt på nuværende tidspunkt, vil medføre en eller anden form for mild recession i år, siger Jens Schjenring i videoen.


Ingen sammenhæng

Den nuværende højkonjunktur har nu varet lige siden 2009 - i 129 måneder - og det gør den til verdens længste. Gennemsnittet er på 64 måneder.

Der er dog ikke en sammenhæng mellem, at når der har været en lang højkonjunktur, så betyder det også, at der kommer en stor recession.

-Det kan vi ikke sige noget omkring.

Så i vores optik bliver der formentlig en kortvarig nedlukning af økonomien, og så kommer der en form for mild recession bagefter. Det er ikke tilnærmelsesvist noget, der minder om 2008, hvor vi havde haft en overnormal stigning i huspriserne, stor spekulation i ejendomsmarkedet generelt, stigende rente, osv., siger Jens Schjerning, og tilføjer: -Vi har ikke tilsvarende situation den her gang. Men hvis vi skal have en recession, så vil det selvfølgelig medføre stigende arbejdsløshed i en periode.

Trækker tråde globalt Renten spiller ifølge Jens Schjenring en stor rolle for privatøkonomien, og også derfor formoder han, at den foranstående recession bør blive mere blød end finanskrisen.

-Vi har ikke voldsom gældsgearing, og vi kan ikke se ejendomsprisfald på op imod 30 procent ligesom i 2008.

Der kommer en opbremsning på ejendomsprisene - en mindre korrektion, og det er typisk markeder som aktiemarkedet og valutamarkedet, der bliver ramt, siger han.

Omvendt er det klart, at hvis den amerikanske økonomi, der er verdens største, på baggrund af coronavirusset begynder at gå i recession, så vil det også forværre økonomien i vores del af verden, understreger Jens Schjerning.

-Coronavirusset skaber den perfekte storm, fordi nogle af de økonomisk ledende indikatorer allerede er begyndt at trække sig lidt sammen og begynder at nærme sig et forecast på en recession.


Stadig mangel på kød

For landbruget vender situationen stadig noget omvendt, vurderer Jens Schjerning.

-Vi har stadig mangel på kød. Vi har ingen lagre af smør og pulver i Europa.

Så jeg vil tro, at dansk landbrug mere eller mindre vil kunne glide nogenlunde hen over recessionen.

Men man kan nok godt forestille sig, at det vil tage toppen af priserne i øjeblikket.

-Men det ændrer jo ikke på, at der stadig er mangel på kød, og coronavirussen kan måske gøre, at det tager endnu længere tid at få bygget produktionen op, så vi får nogle gode priser i en lidt længere årrække, tilføjer analytikeren.

Jens Schjerning Jens Schjerning
Cheføkonom, HD-F 32671519
21425620
[email protected]

Kategorier:
Konjunktur Finans Økonomi