Vækstfonden er klar med mindre lån til landbruget

Grænsen for vækstlån er blevet markant sænket. Det ændrer ikke ved én grundlæggende ulempe, lyder kritikken.

Læs også artiklen i Landbrugsavisen

Dato: 08.02.22 

En ændring af den nedre beløbsgrænse for vækstlån hos Vækstfonden giver landbruget mulighed for at låne ned til 200.000 kr.

Lånene, hvor vækstlån kan komme i spil, skal som minimum være på 400.000 kr., fordi Vækstfonden kan finansiere op til 50 procent af det samlede lån.

Lene Hovmøller er landbrugsdirektør i Vækstfonden og forklarer, at hvis projekter er gode og rentable, er der vide rammer for vækstlån.

Hun peger dog særligt på behovet for finansiering af den enkelte landsmands grønne omstilling.

»Vækstlån til den grønne omstilling kunne være energirenoveringer, investeringer i energieffektive maskiner samt renovering og investering i nye, mindre staldbygninger«, siger Lene Hovmøller.

Tidligere var beløbsgrænsen for vækstlån 1 mio. kr. Dermed skulle det samlede lån som minimum være på 2 mio. kr.

Kritik af rentesats Den lavere beløbsgrænse afhjælper dog ikke en central ulempe ved vækstlån, nemlig en rente, der ligger højere end bankernes.

Det mener Jens Schjerning, cheføkonom hos rådgivningsvirksomheden Agrocura.

Han påpeger, at en ejendom med planteavl giver cirka 3 pct. i afkast. Animalsk produktion kan give et afkast på 6-8 pct., så et landbrug med begge dele kan opnå 5-6 pct. i gennemsnit.

»Hvis Vækstfondens rente er på 10 pct., og vækstlånet udgør 40 pct. af et lån, så harmonerer det ikke. Hvis man vil finansiere iværksætteri i landbruget, er man nødt til at tilpasse sit produkt«, siger Jens Schjerning.

Han mener ikke, at der er symmetri i, at vækstlånets mindre del af den samlede finansiering kan stille et relativt stort krav til virksomheden.

Tror på større søgning Hos Vækstfonden forklarer man renten, som typisk ligger et par procentpoint højere end bankens, med, hvilken del af finansieringen et vækstlån bidrager til.

»Når man har Vækstfonden med i sin kapitalstruktur, er det typisk os, der står helt bagerst med vores lån lige inden landmandens egenkapital. Der, hvor banken slipper, og op til landmandens egenkapital ligger vi og er med til at sikre, at der er mere bremselængde ude hos landmanden«, siger Lene Hovmøller.

Hun påpeger, at Vækstfonden med fuldt beslutningsgrundlag til rådighed kan behandle en låneansøgning på en uge i gennemsnit. Derefter har landmanden fået afklaret muligheden for vækstlån, og hvorvidt planerne kan realiseres eller ej.

Trods den højere rente tror Lene Hovmøller, at Vækstfondens nye, lavere beløbsgrænse vil øge brugen af vækstlån i en tid, hvor energiforbedringer for alvor er rentable.

»Grønne investeringer er også energibesparelse, og de bæredygtige investeringer går hånd i hånd med god forretning«, siger Lene Hovmøller.

Når man har Vækstfonden med i sin kapitalstruktur, er det typisk os, der står helt bagerst med vores lån lige inden landmandens egenkapital.

Lene Hovmøller, landbrugsdirektør i Vækstfonden.


Nye rammer for vækstlån

Regeringen har besluttet at ændre den nedre beløbsgrænse for vækstlån fra Vækstfonden. Tidligere lå grænsen på 1 mio. kr.

Væksfondens samlede finansiering til landbruget udgjorde over 4,31 mia. kr. ved udgangen af 2021.

Landbrug udgør cirka 19 pct. af Vækstfondens samlede udlån fordelt på over 1.100 bedrifter.

Jens Schjerning Jens Schjerning
Cheføkonom, HD-F 32671519
21425620
[email protected]

Kategorier:
Finans Rente Konjunktur