Overvej at købe optioner i år

Vi er p.t. i et vejrmarked, som pludselig kan få råvarepriserne til at stikke af. Køb af optioner kan lukke risikoen ned, lyder rådet fra en kundechef i Agrocura.

Se artikel i Effektivt Landbrug

Siden 2012 har råvarepriserne på Matif-børsen i Paris svinget med i gennemsnit 25 procent. Det er over dobbelt så meget som aktierne på det amerikanske aktieindeks SP500 i samme periode, bemærkede kundechef i Agrocura, Jimmy Eskerod, på rådgivningsselskabets infomøder i Aabenraa tirsdag.

Han mener, at landmændene ofte tager for let på risikoen ved at agere i råvaremarkederne.

-Aktierne i Nigeria har eksempelvis haft udsving på 15 procent siden 2012. Men hvis jeg siger, at I skal investere i nigerianske aktier, så bliver jeg jaget ud. Siger jeg derimod, at jeg vil rådgive jer i, hvordan I tackler råvarepriserne - som svinger op mod dobbelt så meget - så siger I, at det kan I godt klare selv.

I år kan vi få særligt store prisudsving og ikke mindst prisstigninger, mens lavere priser er mindre sandsynligt, vurderer Jimmy Eskerod.

Det skyldes, at kornforsyningen er relativt stram i år, og det plejer at give større prisudsving i markedet.

-Derfor skal I begynde at tænke på at beskytte jeres marginaler og komme sikkert igennem den her fase. Og så kan det godt være, at jeg kan stå om et halvt år og sige, at det ikke var så galt igen. Det håber jeg.

Men jeg tror det ikke. Jeg tror på, at der kommer rav i gaden, lød det fra Jimmy Eskerod.


Forsikring

Netop nu er det vejrmarkedet og globale handelskonflikter, der sætter dagsordenen i råvaremarkederne, lød budskabet til de cirka 35 tilhørere til morgenmødet, der fandt sted hos LandboSyd.

-Når vi kigger frem mod maj måned 2019, vurderer vi, at der er et potentiale for, at kornet skal stige med omkring 15 procent for at være fair prissat. Og husk på, at det kan være med store prisudsving undervejs, hvis markedet gentager sig selv, sagde Jimmy Eskerod.

En håndsoprækning i salen afslørede, at ingen af de fremmødte landmænd p. t. har købt forsikringer mod prisstigninger/-fald på kornet.

Men det burde mange af dem overveje for at beskytte fremstillingsprisen, mener Jimmy Eskerod, og nævnte derefter en række forsikringsudbydere: -DLG kan være et godt sted at gå hen, for de stiller en ramme til rådighed for det. Udfordringen ved DLG er to ting: At prisen er lidt for høj, og at der er krav om modkøb.

-Jyske Bank er også et fint sted at få det gjort. Husk, at man handler med banken som modpart, så man skal have stillet en kreditramme til rådighed. Der er også noget med helog halvkundeforhold, som man skal tænke på.

-Dog anbefaler vi at bruge Saxo Bank. Det er simpelt, og man kan hurtigt blive parat til bare at køre på til de skarpeste priser i markedet. Og der er intet krav om modkøb.


Ikke dyrt

Jimmy Eskerod er ikke enig med de rådgivere, som mener, at det i langt de fleste år er for dyrt at forsikre sig mod prisstigninger eller -fald.

-Hvornår har man tegnet en forsikring for at tjene penge? Man køber sig til tryghed. Og hvad er tryghed værd? Det kan I selv bestemme i forhold til jeres regnskab og dialogen med banken.

Jimmy Eskerod fremlagde eksempler på, at en 100 procent eliminering af risikoen i en svineejendoms hvedeforsyning øger dens foderomkostning med 3 procent. På sojadelen viser regnestykket en øget foderomkostning på maksimalt 1,50 procent.

Også planteavlerne bør overveje at tegne en forsikring for at beskytte deres dækningsbidrag på korn, mener kundechefen.

-En forsikring betyder, at I lægger en bund på (prisen, red.), og I er med i opadgående retning, hvis det stiger - og det koster cirka det samme som en svampesprøjtning.

En landmand i salen ville vide, hvorfor Jimmy Eskerod regner med optioner til 7 kroner pr. 100 kg, når prisen de seneste par år har været 11-12 kroner.

-Der kan være flere forhold, som påvirker prisen. Hvis kornet koster 100 kroner, er sandsynligheden for, at vi kommer til at se prisstigninger, rimeligt stor. Derfor er forsikringen dyrere. Så når forsikringen har været dyrere de seneste par år, så er det blandt andet fordi, at kornprisen har været lavere, lød svaret fra kundechefen.

  • Ingen af de fremmødte landmænd rakte hånden op, da de blev spurgt, om de havde købt forsikringer mod prisstigninger/-fald på kornet. Mange burde overveje det for at beskytte fremstillingsprisen, mener Jimmy Eskerod.
  • I år kan vi få store prisstigninger på kornet, mens lavere priser er mindre sandsynligt, vurderer Jimmy Eskerod, kundechef i Agrocura.

Kategorier:
Råvarer