Fra kunde til ejer - Agrocura bliver medejer af eCo Solutions

Efter syv års tæt samarbejde om udvikling af IT-systemer tager Fondsmæglerselskabet Agrocura A/S nu skridtet videre og køber sig ind i IT-virksomheden eCo Solutions

 

Hvad der for syv år siden startede som en henvendelse om et nyt CRM-system, har gennem årene udviklet sig til et tæt partnerskab mellem Fondsmæglerselskabet Agrocura A/S og IT-virksomheden eCo Solutions ApS, og nu tages samarbejdet til næste niveau. Pr. 1.2.2026 er Fondsmæglerselskabet Agrocura blevet medejer af eCo Solutions ApS.

 

Baggrunden for medejerskabet er dels et ønske om fortsat at kunne styrke digitaliseringen af Agrocura, men ifølge direktør i Fondsmæglerselskabet Agrocura A/S også fordi man ser et stort potentiale i udviklingen af forretningsaktiviteterne i eCo Solutions ApS. For udefrakommende kan det nye partnerskab muligvis ses som lidt af et umage par, men ifølge direktøren, kunne der næppe findes et bedre match.

 

»Et af kardinalpunkterne i Agrocuras strategi er at styrke digitaliseringen. Derfor har vi gennem årene investeret massivt i dette, og i den proces er eCo Solutions blevet en essentiel partner for os. I takt med at samarbejdet har udviklet sig, er vi også blevet klar over det store selvstændige forretningspotentiale, der ligger gemt i eCo Solutions. Derfor lå et medejerskab lige til højrebenet for os,« fortæller Hans Vigen, direktør i Agrocura. Han bakkes op af Jesper Ibsen, stifter og direktør i eCo Solutions ApS.

 

»Agrocuras medejerskab er et helt naturligt næste skridt i den fælles rejse, vi er på og hvor vi gennem tiden har lært at udnytte hinandens styrker til at styrke begge virksomheder. Agrocura besidder en stor viden inden for virksomhedsdrift, som vi kan profitere af, mens vi omvendt har stor ekspertise inden for digitalisering, som Agrocura kan profitere af. Gennem flere års tæt samarbejde med Agrocura ved vi nøjagtigt hvad vi går ind til, og derfor har vi også glædet os til at kunne offentliggøre nyheden,« fortæller IT-direktøren.

 

Begge direktører understreger, at medejerskabet kommer til at gavne begge virksomheders kunder på både kort og lang sigt. Agrocuras kunder, hvor størstedelen er landbrug og ejendomsselskaber, kan i løbet af det kommende år konkret glæde sig til en række nye digitale produkter, der skal bidrage til at styrke kundernes beslutninger inden for finans, råvarer og investering.

 

I forbindelse med medejerskabet flytter eCo Solutions ApS i løbet af marts måned ind i Agrocuras lokaler i Aabenraa.  

 

Om eCo Solutions

Siden 2004 har eCo Solutions skabt værdiskabende software med fokus på at bygge bro mellem mennesker og teknologi, der gør arbejdet lettere, sjovere og mere effektivt. Virksomheden udvikler skræddersyede softwareløsninger, der digitaliserer processer og mindsker spild inden for bl.a. produktion og finans. Med base i Sønderborg hjælper eCo Solutions kunder som Danfoss og andre danske internationale industrivirksomheder med at skabe overblik gennem simple systemer, der kan anvendes af hele organisationen. Læs mere på www.ecosolutions.dk

 

Om Agrocura

Fondsmæglerselskabet Agrocura er Danmarks førende uvildige rådgiver inden for finansiering, råvarer og investering. Med hovedsæde i Aabenraa fungerer Agrocura som kundernes øjne på de finansielle markeder og leverer analyser og strategier, der sikrer optimal risikostyring og formuepleje. Selskabet, der er under tilsyn af Finanstilsynet, rådgiver både landbruget, virksomheder og private investorer om at navigere sikkert gennem markedets konjunkturer. Læs mere på www.agrocura.dk

 

For yderligere information henvises til:

Jesper W. Rybicki Ibsen, direktør i eCo Solutions ApS, tlf. nr. 2032 2310 eller e-mail: [email protected]

Hans Vigen, direktør i Fondsmæglerselskabet Agrocura A/S, tlf. nr. 2961 1813 eller e-mail: [email protected]

 

Ejerkredsen i eCo Solutions. Fra venstre ses Marcus Jørgensen, Jesper Ibsen og Hans Vigen
Hans Vigen Hans Vigen
Direktør 32677151
29611813
[email protected]

Kategorier:
Agrocura holdet