Tidspunkt: 29. oktober 2025 kl. 09:00 - 12:00
Sted: SAGRO Billund, Majsmarken 1, 7190 BillundGode afregningspriser for husdyrproducenterne, faldende renter og solid indtjening i Dansk landbrug – jo prognoserne ser faktisk ret fornuftige ud for 2026. Derfor glæder vi os også til at præsentere dig for vores forventninger samt vende den aktuelle markedsudvikling når vi i igen i oktober afholder en ny række HandelsErfa hos SAGRO.
Renter, konjunkturer og jordpriser
2025 har budt på faldende renter, og selvom markedsforventningerne
stadig bevæger sig lidt i forskellige retninger med hensyn til hvornår rente-
bunden er nået, så forventer vi fortsat at vi skal længere ned i rente. Spørgsmålet er om de lange renter ikke også er på vej i denne retning i takt med at nøgletallene for USA bliver ringere og ringere. Der er ingen tvivl om at der fra Trump administrationen er et ønske om at presse renterne ned, og det vil også gavne de lange renter. Måske 2026 kan blive året hvor vi igen skal tilbage og have noget af låneporteføljen lagt i fast rente. Der sker også meget på det konjunkturmæssige, som påvirker både aktie- og ejendomsmarkedet. Derfor skal vi også dykke end i vores forventninger til aktiemarkedets udvikling, og hvilke muligheder vi ser for interessante investeringer. Vi runder selvfølgelig også performance i vores egne porteføljer – både CuraInvest samt vores børsnoterede fond AlphaCura. Sidst men ikke mindst skal vi selvfølgelig også omkring jordpriserne. På trods af lave kornpriser så er jordpriserne fortsat med at stige i 2025, og flere begynder nu at sammenligne perioden med finanskrisen. Vi kan allerede nu afsløre at det slet ikke er der vi er, og at vi godt kan forvente yderligere stigninger. Hvad der skal drive det og hvornår toppen bliver nået, er nogle af de temaer vi også skal omkring.
Lave kornpriser, dyrt oksekød og energiforsyning
Høsten 2025 bød på fyldte kornlagre og høje udbytter hvilket desværre også satte sine aftryk i kornpriserne. Vi har stadig en stærk forventning om at kornpriserne igen vil stige hen over vinteren og foråret. De lave kornpriser har fået mange til at kigge i retning af de muligheder der ligger ved at sælge kornet og i stedet købe futures. Derfor dykker vi også ned i de økonomiske resultater ved denne strategi. De lave råvarepriser har sikret husdyrproducenterne muligheden for at afdække foder billigt og på lange kontrakter. I kombination med høje afregningspriser på kød og mælk er det en fantastisk situation som husdyrproducenterne ser ind i. Spørgsmålet er nu bare hvor længe det kan blive ved. Derfor vil vi også komme omkring vores forventninger til afregningsprisernes udvikling i 2026. Energi spiller fortsat en vigtig rolle, og mange har et ønske om at få ændret deres spot-afdækninger til aftaler med faste priser. Derfor skal vi også omkring energimarkedet og se på hvilke scenarier vi forventer vil udspille sig henover vinteren og ind i det nye år. I samme ombæring kommer vi også omkring gødningsmarkedet. Vi runder selvfølgelig også Agrocuras anbefalinger.
Traditionen tro vil der til de fysiske møder være fuld forplejning i løbet af dagen, ligesom der vil være rig mulighed for at stille spørgsmål til indlægsholderne og netværke med øvrige deltagere.