Agrocuras anbefalinger til købere og sælgere

Kornsælgere, der leverer til grovvaren, bør ifølge Agrocura sælge deres korn nu.

Se artikel i Effektivt Landbrug

-Køb dig i stedet en option, hvis du gerne vil være med i markedet. Det kan ikke betale sig at smide korn ind til grovvaren, sagde Jimmy Eskerod, kundechef i Agrocura, på rådgivningsselskabets infomøde i tirsdags.

Han peger på, at grovvarens omkostninger til lagerleje og svind samt kapitalbindingen i kornet fuldt ud finansierer en forsikring mod faldende priser. Samtidig giver forsikringen de samme muligheder for at få del i eventuelt kommende prisstigninger.

Derimod skal planteavlerne afvente, hvis de oplagrer kornet hjemme ved sig selv.

-Vi forventer højere priser i løbet af året.

Korn-/ foderkøbere med lav selvforsyningsgrad har en høj risiko.

-Det marked, vi har nu, er ikke til at have en høj risiko. Så du bør nedsætte følsomheden i din fremstillingspris ved at disponere korn, hvis der kommer et teknisk opadgående brud, sagde Jimmy Eskerod, og fortsatte: -Alternativt bør du benytte det vindue, der formentligt kommer nu, hvor børspriserne er faldet, mens det fysiske marked (den pris, foderstofferne tilbyder, red.) ikke er faldet tilsvarende.

På grund af høstpresset vil vi kunne opleve, at de fysiske priser vil falde med ned, og på dét tidspunkt skal I sørge for at få købt jeres varer.


Udnyt vindue

Har man en meget lav selvforsyningsgrad, og kun er afdækket på foder indtil juli måned, anbefaler kundechefen dog allerede nu at købe noget foder for en periode på måske indtil 31. august eller 30. september, for at tage brodden ud af risikoen i markedet og give arbejdsro til at afvente et muligt høstpres.

Har man en høj selvforsyningsgrad, skal man købe kornet/ foderet, når man vurderer, at det er billigt, eller når det er på niveau med budgetforventningerne, lyder anbefalingen.

-Det vil sige, at kornkøbet kan foretages i det vindue, jeg lige har talt om, eller man kan afvente yderligere høstpres afhængigt af ens risikopro-fil. Forvent kraftige prisudsving og følg markedet tæt, ikke mindst den arealrapport, der kommer fredag (i morgen, red.).


Byt korn for foder

Har man en selvforsyningsgrad på 50 procent, anbefaler Jimmy Eskerod at få de 50 procent dækket af ved at bytte ens korn ind i foderet med det samme. Dog skal man sikre sig ordentlige priser og dermed et attraktivt bytteforhold mellem korn og foder. Derefter kan man vente med at gøre mere, indtil det rette tidspunkt opstår.

Det amerikanske landbrugsministeriums forventning er p. t., at de globale kornlagre ender på 21 procent af forbruget i denne sæson, som slutter i maj 2019. Det er 2,5 procent mindre end ved afslutningen af sæsonen 2017/ 18.

Kategorier:
Råvarer