Afgrødepriserne kan stige endnu mere

Der er potentiale for yderligere prisstigninger i maltbyggen og på lidt længere sigt også foderhveden, vurderer rådgiver. Han opfordrer landmændene til at følge markederne tæt på grund af risiko for store prisudsving.

Se artikel i Effektivt Landbrug

 

Det er med at følge godt med i kornmarkederne i disse dage. Eksempelvis er børsprisen på møllehvede steget med over 20 kroner på godt en måned. Lige nu svinger priserne dagligt, men det ser ud til, at der fortsat er potentiale for prisstigninger i vente for maltbyggen, der i går blev handlet i 160 kroner, fortæller Ole Skovbøll Jensen, der er rådgiver i Agrocura og planteavler i sin fritid.

Derudover er der på længere sigt potentiale for stigninger i foderhvedeprisen, men også meget svingende priser, som kræver, at man følger markederne tæt, vurderer han.

-Vi skal til at importere korn til Danmark, og korneksporten fra Rusland og Europa møder også udfordringer, fordi de ikke har de mængder, de skal have. Derfor skal der hentes mere hvede fra USA til Nordafrika, og det er dyrere end at hente det fra Frankrig eller Sortehavet. Det vil få kornpriserne til at stige.


Overblik mangler
Lige nu er der ikke noget overblik over høsten globalt, fortæller Ole Skovbøll Jensen. Derfor venter man i spænding på den næste WASDE-rapport fra USA den 10. august, som plejer at sætte priserne på markederne.

-Her vil der komme en nedskrivning på den europæiske korn produktion, vurderer Agrocura-rådgiveren, der dog ikke tror, at produktionen vil blive nedjusteret så meget, som flere europæiske analysehuse forudser lige i øjeblikket - hvilket påvirker priserne lige nu. Samtidig kan forventninger om en god majshøst i USA trække priserne i en anden retning, vurderer Ole Skovbøll Jensen.

Som planteavler skal man sørge for at lagre en stor del af høsten og afvente fremtiden. Dem, der har tænkt sig at bruge foderstoffen som lager, bør i stedet sælge kornet og lave en call-option, anbefaler rådgiveren.

På december-terminen koster en call-option 8 kroner, og på maj-terminen koster den 9,5 kroner.

-Fordele ved at sælge er, at det giver penge her og nu på kassekreditten. En call-option fjerner samtidig risikoen for prisfald, sikrer en budgetpris, og så undgår man omkostninger til lagerleje, m. v., lyder det fra rådgiveren.

Raps kan stige
Ole Skovbøll Jensen mener, at optioner er blevet mere relevante at lave i takt med, at markederne er blevet mere volatile.

-Det er blevet sværere at træffe den rigtige beslutning om køb og salg. Også rapsprisen kan røre på sig i den kommende tid.

-Den skal man følge rigtig tæt, for der kan hurtigt komme et salgssignal i markedet. Det skyldes blandt andet, at eksperter på det seneste har vurderet, at risikoen for, at vejrfænomenet El Nino opstår til vinter, er øget fra 50 til 70 procent.

-Så sælgere af raps bør afvente salg, hvis de kan lagre det hjemme ved sig selv. Dem, der ikke kan, og som har lagerleje, bør sælge rapsen til foderstoffen og købe en option, så de ikke bliver fanget af eventuelt faldende priser, lyder det fra Ole Skovbøll Jensen.

-Sælgere af raps bør afvente salg, hvis de kan lagre det hjemme ved sig selv OLE SKOVBØLL JENSEN, RÅDGIVER I AGROCURA.

 

Jens Schjerning Jens Schjerning
Cheføkonom, HD-F 32671519
21425620
[email protected]

Kategorier:
Råvarer Korn